Osteopati er en manuel behandlingsform, som er baseret på naturvidenskabelige fag som eksempelvis anatomi, neurologi, biomekanik, sygdomslære, og fysiologi.
Historien bag osteopati går helt tilbage til året 1874, hvor den amerikanske læge, Dr. Andrew Taylor Still, udviklede faget osteopati. Dr. Still praktiserede samtidig som læge indtil 1879, hvorefter han begyndte at anvende manuelle teknikker alene både som diagnostikmetode og behandlingsform.
Dr. Andrew Taylor Still fik ofte stillet spørgsmålet: "Hvad er osteopati?" hvortil han én af gangene svarede: "For det første, anatomi, for det andet, anatomi og for det tredje, anatomi." Dette svar er et meget beskrivende udtryk for, at den teoretiske baggrund for osteopati i høj grad er baseret på de traditionelle medicinske fag, som vi kender fra andre sundhedsfaglige uddannelser herhjemme, som eksempelvis fysioterapi, kiropraktik og lægestudiet.
Teorien bag behandlingsmetoden er, at hvis kroppen bliver korrigeret mekanisk, vil kroppens egne selvhelingsmekanismer træde i kraft. Disse mekaniske korrektioner består af forskellige manuelle teknikker, som for eksempel manipulationer og mobilisering af kroppens led samt behandling af det fascielle væv- det vil sige det tynde bindevæv, der forbinder alle kroppens strukturer. Hvis disse strukturer bliver normaliseret, vil hele kroppen fungere bedre, da alle strukturer i kroppen påvirker hinanden og er afhængige af hinandens funktion.